Forældrekøb Andelsbolig

Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen for at erhverve en andelsbolig som forældrekøb. Det kan endda vise sig økonomisk fordelagtigt, men som når man i øvrigt påtænker at erhverve en andelsbolig, må man naturligvis fortsat være opmærksom på adskillige forhold, herunder bl.a. foreningens økonomi, ejendommens værdi og andelshavernes hæftelse for foreningens gæld.

Hvad siger vedtægterne?

Ønsker man at købe en andelsbolig og herefter fremleje den til sit barn, er det vigtigt at sikre sig, at andelsforeningens vedtægter ikke er til hinder herfor. Det er i mange andelsforeninger ikke tilladt at fremleje sin andelsbolig. Tilsvarende kan det fremgå af vedtægterne, at fremleje til nærtstående er tilladt, hvilket dog forhindrer, at barnet eksempelvis kan fremleje et værelse i lejligheden til en anden person.

Skatteordning

Når man udlejer en ejerbolig, sidestilles forholdet med drift af erhvervsmæssig virksomhed. Det gælder dog ikke for udleje af andelsboliger, da man med et andelsboligbevis i hånden har en brugsret til boligen, men ikke er den egentlige ejer af lejligheden – det er andelsforeningen. Ejeren er derfor i virkeligheden fremlejegiver og ikke udlejer. Derfor kan de specielle skatteordninger, der gælder for egentlig udleje (kapitalafkastordningen og virksomhedsskatteordningen), følgelig ikke anvendes på forholdet. Forældrene beskattes således efter de almindelige regler for personbeskatning uden mulighed for fuldt rentefradrag.

Finansiering

Da man ikke kan finansiere købet af en andelsbolig med et realkreditlån, er man ofte henvist til at optage et almindeligt banklån. Et banklån har normalt en højere forrentning, hvilket man må tage med i sine økonomiske overvejelser. Der er dog intet til hinder for at forældre, der i øvrigt ejer fast ejendom, optager et billigere realkreditlån heri for at erhverve andelsbeviset kontant. Et andet alternativ kan være at yde barnet et lån, der muliggør at barnet selv køber andelsbeviset.

Salg af andelsboligen

Den dag forældrene enten ønsker at sælge andelsboligen eller måske overdrage den til barnet, gælder der særlige regler for andelsbeviser. I retlig forstand sidestilles salg af andelsbeviset med salg af aktier og ikke med salg af fast ejendom. Der gælder følgelig en regel, der svarer til parcelhusreglen, hvorefter man kan sælge sin egen bolig skattefrit, men dog gælder der ikke en regel svarende til +/-15%-reglen, der tillader overdragelse af fast ejendom til nærtstående til en pris på ned til 15% under den seneste offentlige vurdering. Andelsbeviset skal herefter værdiansættes til handelsværdien, som denne fastsættes efter reglerne i andelsboligloven. Hvis denne handelsværdi er lavere end den højeste lovlige pris efter andelsboligloven, vil man kunne lægge den lavere markedsværdi til grund for beregning af skatten.
Da salg af andelsboliger sidestilles med afståelse af aktier, beskattes avancen ved salget på tilsvarende måde. Således gælder en skattesats på 27% for den del af avancen der ligger under 50.600 kr., mens avance der overstiger dette grundbeløb beskattes med 42%.